Historien


Læs generalforsamlingsreferaterne og vedtægterne helt tilbage fra foreningens stiftelse onsdag den 18. oktober 1905.

Læs "Søborgs historie" af Eva Molin, Gladsaxe Byarkiv



Historien om Søborg og Søborg Grundejerforening - Ved foreningens 100 års jubilæum 2005

Af Jørgen Jensen, Kasserer i Søborg Grundejerforening

Søborg bliver en by
Søborg Grundejerforening blev stiftet i 1905 få år efter at udstykningen af gårdene på Buddinge Mark. I dag er der gået mere end 100 år siden den første pionertid og der er ikke længere indbyggere i Søborg, som har oplevet denne tid. Pionertiden er blevet en del af historien, som vi kan se tilbage på ved festlige lejligheder. Derfor dette tilbageblik i foreningens 100-årige historie, hvor vi har fundet spændende billeder, korrespondance m.m. i foreningens arkiv til beskrivelse af datidens Søborg.
Omkring århundredskiftet var området en del af Gladsaxe-Herlev kommune og bestod af 11 bondegårde, 7 huse og 2 villaer med i alt 159 indbyggere. Området havde et typisk landligt udseende med grøfter langs de få veje og frodige græs og kornmarker overalt.
Men København var allerede begyndt at brede sig. Takket være udviklingen i samfærdselsmidlerne, især sporvejene, der var påbegyndt i 1863, kunne byens indbyggere bo længere væk fra deres arbejdspladser.
De såkaldte havebyer rundt om København voksede op.
Udstykningen påbegyndtes i fire områder, hvoraf Søborggaards jorde var de første. Herfra udstykkedes i 1901 Søborghus Allé, Niels Bohrs Allé, Maglegårds Allé og Selma Lagerløfs Allé, og der afsattes 78 parceller, hvoraf den første solgtes den 14. januar 1901 i Søborghus Allé. Året efter udstykkedes »Trekanten« Niels Finsens Allé, Carl Blochs Allé og Vilhelm Bergsøes Allé fra Hulegaarden i Vangede og i 1903 området omkring Venusvej, Maglegårds Allé, Uranienborg Allé og Mars Allé fra Maglegaarden. Kort tid derefter kom turen til Marienborg kvarteret med Marienborg Allé, Aakjærs Allé, Lykkesborg Allé, Frødings Allé, Wergelands Allé og Runebergs Allé, der alle lå på Søborggaards jorder.
Søborg findes som Søborre og Søberg og kan måske betyde "bakken ved Søen". Navnet "Søborg" kendes fra Søborghus Kro og fra den store Søborggård, som afgav det største areal til den kommende by. I den første tid kaldtes arealet officielt stadig Buddinge Mark, men omkring 1915 var navnet "Søborg" officielt overalt efter opførelse af både Søborg skole 1908 og Søborg kirke 1914.
Området omkring Lauggaards Allé, Kirstens Allé og Kiærs Allé var i 1900 købt af nogle gartnere, der brugte det til gartneri og først senere blev dette udstykket til villagrunde.
Parcellerne blev så vidt muligt afsat rektangulære og vejene parallelt løbende uden hensyn til terrænets karakter, hvilket mange senere fandt både stilløst og skønhedsforladt. Der kan næppe være tvivl om, at grundene blev afsat på denne måde for at give Udstykningskonsortiet den størst mulige fortjeneste. Dette gav grundejerne ekstra store udgifter til kloakeringen, som blev en både besværlig og kostbar affære, fordi vejene var afsat helt uden hensyn til terrænets form. Selv om salget gik fint måtte bebyggelsen lade vente på sig. Adskillige af de nye grundejere anvendte deres parceller i de første år som kolonihaver og dyrkede grøntsager til familiens forbrug. Grundene kostede omkring 600 kr. til betaling over 6-8 år. Prisen gjorde det muligt for folk med jævne indtægter at erhverve en byggegrund. Imidlertid valgte mange først at bygge, når grunden var fuldt betalt. I de første år blev der således kun udstedt byggetilladelse til 25-30 huse om året. Det er bemærkelsesværdigt, at de sidste kolonihavehuse først veg for egentlig bebyggelse omkring 100 år senere.
Mange huse var "murermesterfuse", hvor førstesalen blev lejet ud i starten. Ofte var der værksteder og butikker i tilbygninger.
Bortset fra hovedvejene Frederiksborgvej og Gladsaxevej var alle vejene privat anlagt og vedligeholdt af grundejerne, men åbne for almindelig færdsel. Udover at bekoste vejens anlæg måtte man også afgive ca. 10 alen dybde af parcellen, ofte svarende til 10% af arealet. Efterhånden som parcellerne blev solgt dannedes vejforeninger med det formål at anlægge de respektive veje.

Søborg Grundejerforening stiftes i 1905
Men der var mange andre opgaver end vejanlæg og det varede ikke længe, før der opstod egentlige grundejerforeninger omkring de fire nye kvarterer. Mange af de fælles opgaver såsom kloakering, vejbelysning, skole, sporvej og forsamlingshus var dog så store, at man hurtigt indså behovet for et udvidet samarbejde og i 1903 blev »Udvalget for fælles Optræden i Sager af fælles Interesse« nedsat. Sommeren 1905 var arbejdet så langt fremme med dannelse af en fælles grundejerforening, at navnet "Søborg Grundejerforening" blev vedtaget. Efter en lang række møder denne sommer forelå "Love for Søborg Grundejerforening" på tryk i oktober 1905. På den stiftende generalforsamling onsdag den 18. oktober 1905 blev lovene for Søborg Grundejerforening vedtaget og foreningen oprettet med det formål »at varetage Grundejernes fælles Interesser på alle Områder, være Medlemmernes Repræsentant i alle offentlige og kommunale Spørgsmål samt at være Medlemmerne behjælpelige i alle Sager vedrørende deres Grund eller Ejendom«. I sandhed en omfattende formålsparagraf, men opgaverne var mange og store. Man manglede kort sagt alt det, som en grundejer i dag betragter som en selvfølge. Den nye forenings bestyrelse overtog straks en række af de opgaver, som fællesudvalget var begyndt på og mange var de - det viser bl.a. beretningen om det første bestyrelsesmøde, der strakte sig over fire aftener.

Søborg Vandværk
Vandforsyningen blev hurtigt et problem, efterhånden som der blev gravet flere og flere brønde på de enkelte parceller med det resultat, at der ikke var vand nok til alle. En sommer måtte foreningen arrangere vand forsyning med en vogn, der kørte rundt i byen. Kommunen overtog derefter sagen og i 1909 opførtes vandværket ved Gladsaxevej tæt op til Søborg Mose, hvor der blev fundet tilstrækkeligt og godt vand. Herfra blev vandet pumpet til det pompøse vandtårn på Tinghøj, hvor det stod ved Vandtårnsvej indtil 1960.

Kloakering
Kloakeringen tog bestyrelsen op med sognerådet og allerede i 1908 var en stor del af området kloakeret. Det blev som allerede nævnt en kostbar historie - dels på grund af det manglende hensyn til terrænforholdene ved vejenes afsætning, dels fordi ledningerne skulle nedlægges i det få år gamle vejnet. Da der ikke var anlagt hovedkloakledninger ud til Øresund, blev der i første omgang anlagt en stor septiktank tæt ved Søborg Mose, hvortil spildevandet blev ledt efter at have passeret tanken.

Søborg Skole
Efterhånden som indbyggertallet steg - i 1906 var der 877 indbyggere - var børnenes skolegang et problem for nybyggerne, da den nærmeste skole lå helt ude i Buddinge. Behovet for en skole i Søborg blev større og større efterhånden som indbyggertallet steg. Men fra tanke til handling var der et langt spring. Det kostede mange penge at bygge en skole og sognerådet tænkte sig om mere end en gang før beslutningen om skolebyggeri blev truffet. I mellemtiden blev der åbnet to private skoler. Søborg Privatskole på Langgårds Allé blev åbnet i 1904 og på Frødings Allé startede frk. Esther Lund en privatskole i 1915. Imidlertid tilbød ejeren af Søborggaard, der havde udstykket en stor del af området, sognerådet en grund i Runebergs Allé delvis som gave, men det viste sig, at denne var for lille og ved et mageskifte erhvervedes grunden ved Frederiksborgvej. Skolen blev opført i pavillonsystemet, der også var moderne dengang, og blev indviet i 1908 med 250 elever i 8 klasser. Allerede året efter havde skolen 389 elever.

Vejbelysning
Telefonen holdt sit indtog i 1904 og samtidigt kom der petroleumslygter på Frederiksborgvej og Gladsaxevej, 10 lygter i alt, der fra 1906 blev forsynet med gas og året efter forøget til 17; men fra kommunegrænsen til Bispebjerg lå Frederiksborgvej i mange år fremover i buldrende mørke. Elektricitetsforsyningen blev hurtigt realiseret, idet der i 1908-09 blev trukket ledninger gennem byen, medens gasforsyningen først kom i orden i 1917.

Søborg kirke
En kirke fik Søborg også. Konsortiet havde skænket en grund hertil og i 1905 dannedes en kirkekomité. I 1910 fik man en præst, der holdt gudstjenester i et af skolens lokaler og på Finansloven 1911/12 bevilgedes det første beløb fra Statskassen som tilskud til opførelse af Søborg kirke. Grundstenen til kirken blev lagt 15. juni 1913 og 2. juledag 1914 indviedes den karakteristiske kirke af Sjællands biskop.

Sporvognen kommer til Søborg
Men ikke alle ønsker skulle det gå hurtigt at realisere. Før 1903 havde den københavnske sporvogn endestation på Nørrebro ved Lygten, men efter oprettelsen af kirkegården, blev linie 5 forlænget til Bispebjerg, og man håbede nu på en snarlig forlængelse til Søborg. Foreningen arbejdede med sagen lige fra starten, men at der skulle gå 20 år, før man kom så vidt, havde ingen drømt om. I de mellemliggende år klarede man sig først med en 6 personers charabanc kaldet »Flyveposten« - ikke så meget på grund af hestens faretruende fart, men snarere faren for, at køretøjet med telttaget skulle flyve i grøften langs den ofte sølede vej. Senere havde foreningen planer om at indkøbe en omnibus, men dette blev dog ikke realiseret. Dels kunne der ikke skaffes midler nok og dels kunne man ikke opnå tilladelse til en offentlig holdeplads på Københavns grund. I 1911 overtog Københavns kommune sporvejene og i 1914 gav magistraten tilladelse til to omnibusruter mellem Bispebjerg og Søborg, hvoraf den ene dog blev indstillet efter et par års forløb.
Sporvejssagen blev der fortsat arbejdet på. Sognerådet havde nedsat et udvalg og grundejerforeningen agiterede for frivillige bidrag til anlægget. I 1917 havde man allerede indsamlet 97.000 kr., et stort beløb for de ca. 3.000 indbyggere. I 1921 vedtog sognerådet anlægsomkostningerne, og der blev i Rigsdagen vedtaget en lov, der pålagde alle grundejere inden for 600 meter at betale et bidrag på 100-500 kr. alt efter afstanden til sporvejen. I 1923 påbegyndtes anlægget og den 16. maj 1924 ankom den første sporvogn til Søborg under stor jubel og fest. Anlægget havde da kostet 2,1 mill. kr. hvoraf Gladsaxe kommune og grundejerne havde betalt 1/3.
Men transportproblemerne var dog ikke løst dermed. I takt med udbygningen af Søborg opstod behov for flere og bedre trafikforbindelser. For at skabe transportmulighed til amtets sygehus i Gentofte oprettedes i 1938 en trolleybusforbindelse mellem Søborg torv og Hellerup. I 1946 flyttedes sporvejstakstgrænsen fra Bispebjerg til Emdrupvej og i 1949 kom den busforbindelse til Bellahøj, man havde ønsket i mere end 10 år. Efter 38 års forløb kørte det sidste sporvognstog gennem Søborg den 30. april 1962 og bus 43 overtog driften til Holmens bro og efter Metroens åbning er endestationen allerede ved Nørreport st.

Men jernbanen kom aldrig til Søborg
Slangerupbanen blev åbnet for trafik i 1906. Fra København L (Lygten station) forløb banen gennem det sumpede område Lersøen gennem Emdrup Bakke til Emdrup Station. Efter denne slog banen en bue i nordøstlig retning mod Kongevejen på Dyssegårdens jorder, før Vangede Holdeplads blev nået. Det kan undre, at banen blev anlagt med dette knæk uden om Søborg, det eneste område langs banen, hvor der i 1906 var en blot nogenlunde bymæssig bebyggelse. Den oprindelige plan for banen gik da også ud på, at den skulle gå den lige naturlige vej over Søborghus, hvor den hurtigt fremvoksende by havde stor brug for en station. Imidlertid skulle transport af grus fra grusgravene ved Dyssegård betale for anlæggelsen, så beboerne i Søborg blev "snydt" for jernbanen og en førsteklasses trafikbetjening allerede fra starten af byens tilblivelse.

Postomdeling
Posttjenesten blev i den første tid foretaget fra Gentofte, men senere, efter Slangerupbanens oprettelse, fra Emdrup, og i 1912 lykkedes det foreningen at få oprettet et brevsamlingssted i Wergelands Allé. Først i 1922 blev det et egentligt posthus taget i brug og en tilfredsstillende posttjeneste etableret, endda med tre daglige ombæringer.

Vejproblemer
Vejene var som nævnt private og det gav ofte anledning til gnidninger. Som følge af sliddet på vejene og udgifterne til vedligeholdelsen opsatte grundejerne flere steder bomme f.eks. for enden af Kiplings Allé og midt i Marienborg Allé. Så sent som i 1930 stod endnu en bom midt i Kildebakkegårds Allé, og ofte måtte foreningen optræde som mægler mellem de forskellige interesser. På denne tid begyndte kommunen at overtage vedligeholdelsen af vejene for senere at overtage disse som offentlige biveje, dog først efter en gennemgribende istandsættelse. Økonomien bag denne gav anledning til store diskussioner i en årrække, indtil grundejerforeningerne og kommunen enedes om en tilskudsordning, der mildnede de store byrder, der blev lagt på grundejerne. I dag er denne periode forbi, alle vejene er offentlige på nær enkelte vejstykker.
Et kuriosum er det forresten, at cykelstierne på Gladsaxevej mod stor lokal protest blev nedlagt i 1914. Først 80 år senere fik vi cykelstierne tilbage på den sidste del af vejen.

Borgernes hus
Allerede før foreningens stiftelse drøftede nybyggerne rejsningen af et forsamlingshus. Man havde i 1904 fået foræret en grund i Runebergs Allé. I 1914 købte foreningen ejendommen »Harry« ved Søborg Torv. Man fik dog ikke realiseret idéen før købet af Afholdskaféen ved siden af posthuset i 1924, som efter om- og tilbygning blev til Borgernes hus. Dette forsamlingshus var i foreningens eje gennem 20 år og dannede rammen om mange møder og fester. Men forholdene ændrede sig og i 1945 solgte foreningen ejendommen, som derefter i en årrække fortsat blev drevet som restauration, indtil den i 1955 blev forretningsejendom. I dag rummer ejendommen igen en velbesøgt restaurationsvirksomhed.

Folkebladet for Gladsaxe kommune
Kommunikationen mellem forening og medlemmer var naturligvis vigtig, og man ville gerne have referater fra sognerådsmøderne. I 1905 opsatte foreningen to skabe til opslag, og i 1910 bevilgede bestyrelsen 50 kr. til at stifte et blad for. »Søborg Avis« kom i gang med et nummer om måneden. I 1915 kunne avisen udsendes ugentligt og 5 år efter blev avisen udgivet af et interessentselskab af grundejerforeninger i hele kommunen. I 1929 ændredes navnet til "Folkebladet for Gladsaxe kommune", og ejerforholdet har i årenes løb været ændret flere gange. I alle disse år har Folkebladet været talerøret for foreningen og formidler af oplysninger fra byens styre. Ikke så få af de opgaver, der senere blev løst med held for kommunen, blev først ventileret i grundejerforeningens blad.

Andre foreninger
Allerede fra starten dannede foreningen rammen om mange aktiviteter for at fremme sammenholdet mellem medlemmerne. I vintertiden afholdtes månedlige foredragsaftener og fester, endog maskerader. I 1908 udskiltes Søborg Foredragsforening, der bestod indtil 1925. En anden udløber af Grundejerforeningen var »Søborg Forskønnelsesforening«, der blev dannet i 1911 og i en lang årrække var medvirkende til at forbedre datidens byggeskik ved foredragsvirksomhed og direkte rådgivning af kyndige arkitekter og byggefolk.

Søborg Grundejerforening - Også i fremtiden
Buddinge Mark blev i løbet af få år blevet til villabyen Søborg, der kunne tilbyde både vand, kloak, elektricitet, skole og veje til de mange tilflyttere i de kommende år. Og væksten tiltog. I 1914 var indbyggertallet vokset til 2.607.
I løbet af de forløbne 100 år har Søborg Grundejerforening været med til at forme udviklingen af Søborg. En lang række af opgaverne er løst med held for byen og foreningens medlemmer, som dette tilbageblik giver et lille indtryk af. Søborg er for længst blevet udbygget og kommunale myndigheder har overtaget mange af de opgaver, som foreningen arbejdede med. Men udviklingen går videre, og der er fortsat brug for en forening, hvor medlemmerne kan mødes og diskutere nye opgaver og den fremtidige udvikling af vor by.